Mediernes magt

Inspireret af afskaf provinsen som maner til orden blandt medierne i form af ikke at misbruge deres rettigheder, vil jeg lufte min bekymring for mediernes magt i forhold til politikkere som er baseret på egne holdninger og journalistisk manipulation fremfor at repræsentere et bredt udsnit af borgere og ikke kun de underholdningstrængende.

Professor Erik Albæk, Center for Journalistik skriver som indledning til kurset medier og politik:

Selv om medierne ikke er nævnt i grundloven og derfor ikke i konstitutionel forstand udgør en institution, så er de i konkret forstand en ”fjerde” statsmagt, uden hvilken det ikke ville være muligt for de øvrige politiske institutioner at fungere. Det er gennem medierne, at befolkningen informeres om politikernes opfattelser og adfærd. Det er gennem dem, politikerne holder sig orienteret om befolkningens holdninger og synspunkter. Og det er i vid udstrækning gennem medierne, at de politiske aktører – politikere og embedsmænd på forskellige niveauer, interesseorganisationer, eksperter og domstole – informeres om hinandens gøren og laden. Vi vil i dag ganske enkelt ikke kunne forstille og et moderne demokrati uden medier.

Medierne taler ikke for mig. De ved ikke, hvad mine holdninger og synspunkter er. Det laver højst en lille opinionsundersøgelse ved at spørge et par tilfældigt forbipasserende: "synes du børn skal have gratis skolemælk?". Der findes journalister og professionelle som er opmærksomme på dette. Marianne Hansen fra Center for Journalistisk kompetenceudvikling skriver at

Den professionelle undren over, at mennesker ter sig anderledes end forventet, er udtryk for, at afstanden mellem på den ene side beslutningstagerne, eksperterne og journalisterne som deres meningsformidlere og på den anden side borgerne bliver stadig større. Og den ubehagelige kendsgerning bør tages seriøst på redaktionerne.

Det samme bør det problem, at mediernes indhold ikke opleves som vedkommende og nærværende for en stadig større del af borgerne. Kun godt halvdelen af alle danske husstande holder i dag en avis.

Marianne er fortaler for public journalism, hvor journalisten i højere grad bruger borgere som kilder. Men journalister er bange for at miste deres princip om uafhængighed. Den uafhængighed, som gør at journalisten ikke taler på mine vegne og allerværst, når han tror, at han taler på mine vegne ved at være underholdende og dramatiserende.

Der findes princippet om den journalistiske uafhængighed. Men vi ved alle at journalister er styret af at finde den gode historie, at vinkle virkeligheden, så den sælger bedre. Overskrifter og programmer skal sælge, underholde, fascinere. Underholdningsværdien er blevet en vigtig markedskraft i søgen på at fange læsere, seere og lyttere ind.

Man kan påstå at underholdning - som ses i det stigende antal af underholdningsprogrammer og den dramatiserende journalistik er en måde at please den brede befolkning. Men jeg mener, at journalisten netop skal undgå at falde i underholdnings- og dramafælden og bevare en sund kritisk holdning.
Hvor er den kritiske journalist blevet af?

Journalistikken og medierne arbejdsform er blevet forenklet og enkeltstående dramaer blæses op.

Den udvikling er et resultat af, at tv i USA styres af markedsmekanismer, og man derfor har en tv-industri, der er bange for at kede sit publikum. Når markedskræfterne får lov til at bestemme, hvad der er godt tv, bliver følgen en slags uerkendt censur: Kun historier, der kan leve op til kravet om fascination, bliver produceret. Om historien er vigtig eller væsentlig, det spiller ikke nogen rolle i forhold til dens underholdningsværdi. (Nancy Graham Holm: “Gå ikke i USA’s fodspor”, Journalisten, nr. 8, 1999)

Hvem gider at læse om det som går godt, den almindelige? Det er klart at der er et journalistisk dilemma her. Men der er også en lang række af tabte læsere, som ikke gider medierne mere.Men min bekymring retter sig særligt mod politikernes forsøg på at please deres vælgere ved kaster sig over dramatiserede enkeltsituationer, som har fået stor opmærksomhed i medierne.

Jeg vil påstå at mediernes stærke fokusering på kriminelle indvandrere har givet en skævvridning af billedet på den almindelige indvandre eller nydansker. Dette har været grobund for Dansk Folkeparti og givet anledning til øget stigmatisering af nydanskere. Hvis det i begyndelsen var svært at føle sig accepteret i Danmark, så er det i alle fald ikke blevet lettere.

Jeg maner til større samfundsmæssig og menneskerettighedsmæssig ansvarlighed hos både politikere og journalister.