Da jeg flyttede til Stockholm, så jeg frem til at endelig have en snevinter, hvor lyset fra sneen ville bære mig gladere gennem vintermørket. Men jeg glemte at tænke på den globale opvarmning. Hvor let er det ikke, at bevæge sig i en indadvendt stemning gennem de korte dagene og glemme de store perspektiver, de vigtige indsatser.
Jo, jeg forsøger, at huske at slukke lyset når jeg bevæger mig fra rum til rum i min nogenlunde lune bolig, men når det er rigtig mørkt, så synes jeg jo, at jeg behøver lyset. Dilemmaet afspiller sig kortvarigt i mit sind og snart vinder de nære behov over de globale.
I denne individets tidsalder findes der heldigvis folk, som seriøst søger, at leve et liv som tager hensyn til omverdenen. Jeg vil gerne være et sådant menneske, men savner at være en del af et fælleskab, hvor man støtter hinanden og bekræfter hinanden i det gode man gør. For at opgive sine egne egoistiske behov kræver ofte en belønning af en eller anden slags.
Kommer vi virkelig til at forandre vores adfærd og tage bedre hånd om vores omverden, når det er så let at forfalde til de nære, umiddelbare behov og det ikke er til at se, at når jeg slukker for lyset og udholder mørket i de andre rum, så gør jeg en væsentlig indsats, som virkelig gør en forskel?
Jeg behøver mere end en generel social samvittighed for at forandre mig. Jeg behøver andre mennesker. Jeg behøver et nærmiljø, hvor jeg mærker vi gør en fælles indsats. Jeg er bare lidt træt, og venter lidt på at andre sætter det i gang.
I morgen måske - når jeg ikke er så træt og det ikke er så mørkt, så orker jeg måske.......
