Ædelig jul

Jeg håber for alle, at I har haft en dejlig jul. Min kæreste og jeg har nydt at være familiefri. Ikke noget med dovne onkler, der bare sidder der og tager for sig af retterne, mens den kvindelige part af familien, stormer rundt, dækker bord, pynter op, laver mad, mens mændene sidder og godter sig med de sædvanlige vittigheder og smålumrer med deres "hø hø", når de selv synes de er morsomme.

Vi har undgået de anstrengte høfligheder over for velmente, fejlslagne julegaver, som sædvanligvis ikke faldt i god jord.

Vi har til gengæld ædt os igennem de sidste par dage og triller fornøjede rundt i en marcipansukkerrus, bevæger os højst mellem køkken, tv, pc, bade- og soveværelse og er til ingen som helst nytte for omverdenen.

Jeg, som ellers har været oppe på anti-julebarrikaderne, forfalder nu til gran, julelys, hjemmelavet risengrød og ris a la mande. Jeg er blevet en af de kvinder, som dækker bord (har for første gang i mit liv haft dug på køkkenbordet), pynter op, laver mad (som jeg ellers hader) og min kæreste, som ellers står for den kulinariske del af pligterne i hjemmet, har vist nydt den ændrede arbejdsfordeling.

Måske skal vi kvinder ikke brokke os over de dovne mænd. Det er jo ikke dem, som beder om julestads, hjemmelavet mad og julegodter. Det er os kvinder, som forfalder til sentimentalitet og gerne vil have lov til at kræse lidt ekstra. Og selvfølgelig vil vi have ros for vores anstrengelser. Ellers er det jo ikke noget værd - eller hur?

I alle fald har jeg nydt at være husalf et par dage, men nu gider jeg heller ikke ret meget længere.

Børn og andre plager

Det er ingen hemmelighed i min omgangskreds at børn ikke står i høj kurs hos undertegnede. Jeg er den slemme medtrafikant, som med onde øjne ser på forældre med larmende børn; den fæle veninde som ikke kan lade være med at sige min mening, hvis venindens børn larmer for meget, når voksne er tilstede.

Heldigvis findes der også søde og velopdragne børn, som jeg sagtens kan holde ud. Men jeg må indrømme, at jeg helst befinder mig i selskab uden små børn eller børn som hele tiden skal forstyrre.

Jeg kan sagtens være flink mod børn, når jeg tager mig sammen og egentligt mener jeg, at børn skal mødes på en kærlighedsfuld og varm måde. Så det forsøger jeg virkelig, når jeg er sammen med børn jeg kan lide. Men kan jeg ikke lide barnet, så farer der en djævel i mig og jeg må virkelig holde mig i skak for ikke at kaste mig frådende over de små uhyrer.

Godt det samme, at jeg ikke har fået og ikke vil have børn. Det vil være synd for barnet, som ville udsættes for skiftevis masser af kærlighed og voldsom vrede.

Det værste med uhyrlige børn er deres uhyrlige forældre, som ikke kan se at der er noget som helst plagsomt ved deres uskyldige små, som jo skal have lov til at udfolde sig grænseløst.

Her et lille eksempel. En dag er jeg ude at ride i skoven med rideskoleholdet. Når vi nærmere os mennesker, skridter vi altid for ikke at skræmme og forstyrre andre. Vi nærmede os ældre kvinde og 2 børn i 4-7 års alderen. Børnene løb, svingede med armene og skreg til hinanden. Det er ikke lige hestenes kop the og der er en stor sandsynlighed for at de nervøse kræ - hestene altså - går amok. Så vores ridelærer bad dem om at gå stille og ikke råbe, mens vi passerede. Ungerne gloede kort på os og legede højlydt videre. Ridelæreren henvendte sig til den ældre kvinde og hun begyndte at skælde os ud fordi vi kontaktede børnene og blandede os. Konen kunne slet ikke se, at det også handlede om børnenes sikkerhed.

For guds og ikke mindst samfundets og dine medmenneskers skyld. Lad os i det mindste få lov at sætte grænser for dine børn, hvis du ikke selv er i stand til det. Nogen må for søren ansvaret for at lære børn at omgås og at vise respekt.

Det bliver interessant at se, hvordan disse børn mon kommer til at præge vores samfund i fremtiden. Jeg håber, at der i det mindste findes mange forældre som ved, at det at sætte grænser for børn ikke er ondt og at det højst sandsynligt vil gøre dem og omverdenen tryggere.

Stjæl fra direktørne

Jeg fatter ikke den vanvittige høje løn, som diverse direktører og andre høje herrer og damer - både i humanitære organisationer og det private erhvervsliv, kan erhverve sig. Hvad skal man med 100.000vis af kr. om måneden? Hvem har virkelig brug for det?

Jeg er forarget over, at mennesker som arbejder med humanitær hjælp og beder os almindelige mennesker om deres støtte, ikke har bare lidt dårlig samvittighed over at erhverve så mange penge til egne lommer.

Den aktuelle sag med generalsekretæren for Røde Kors Jørgen Poulsen kan måske åbne op for de uhyrligt mange penge, som går til høje lønninger - og ikke kun til vanvittige gyldne håndtryk.

Jeg undrer mig over de vismænd og andre, som opfordrer til at holde lønningerne nede hos almindelige lønslaver. Tænk hvor mange som kunne få nytte af at nedsætte lønninger hos dem med højest indkomster.

Jeg kan allerede høre alle på højrefløjen hyle op om, at lønningerne hos direktører skal være på niveau med andre lande - at det skal være attraktivt.

Jeg har det helt ok med, at de får en bedre løn end mig. De må gerne have råd til en villa, jeg ikke kan have råd til. Men så absurd mange penge som de får, er der ingen der har brug for.

Lad os revolutionere lønpolitiken - tag fra de rige og giv til de fattige. Det var vel også det som humitær hjælp egentlig var til for?

Man siger, at jo ældre man bliver, desto mere højredrejet bliver man sædvanligtvis. Sådan som vores verden udvikler sig, ser det ud til at jeg selv bliver mere og mere venstredrejet. Men det er kun fordi den højreorienterede tankegang er så himmelråbende egocentreret. Hvis fornuft og mådehold en dag holder sit indtog, så er jeg tilbage over midten igen. Og så håber jeg også at der er plads til en ægte interesse for at hjælpe de svage i samfundet og i verden som helhed. Men ligenu kan jeg mærke revolutionsblodet rulle i årerne!

Opdragelsens og forældreskabets dilemma

Det værste jeg synes mine forældre har gjort mod mig, var at knække min vilje; at gøre mig til en behagesyg lille pige, som stadig kæmper med at frigøre sig indeni mig. Jeg tænker, hvordan ville jeg mon have blevet, hvis de ikke havde slået så hårdt ned overfor mig? Ville jeg være blevet en af de utålelige børn, som råber og skriger og kræver sin vilje til gene for alle? På en måde tror jeg det ikke. Jeg er ret sikker på, at jeg ville være påståelig og viljestærk. Jeg mærker de sider af mig selv. Men jeg ville ikke være en skrigeballon.

Jeg er overbevidst om, at der er børn som i højere grad end andre behøver faste grænser og en bestemthed hos forældrene. Man behøver blot at zappe forbi en af de utallige programmer med umulige børn og deres eftergivende forældre for at se behovet. Men der findes også andre slags børn. Børn som har brug for forældre og andre voksne, som ser, hører og er ægte interesserede. Det betyder ikke, at de skulle lade mig bestemme og tage beslutninger fra første færd, men være vejledere og hjælpere i en uforståelig verden. Bygge selvtilliden og selvværdet op.

Jeg tror ikke at en opdragelsesform virker for alle og jeg savner en nuancering og større forståelse af børns vilkår.

Jeg mener, at hele kernefamilie-ideen er absurd. Mennesket er et flokdyr og opdragelsen af børn bør ikke være forældrenes ansvar alene. Ingen kan være der 100% for deres børn. Børn har brug for andre, som kan træde til når forældrene bliver trætte og irritable. Børn har brug for flere rollemodeller. Der ligger et unødigt pres på forældrene og det er klart at man når en grænse og at grænser bliver overskredet.

Der er en underlig forestilling om at forældre bare har at klare jobbet. Det mener jeg er urimeligt. Jeg tror, vi i langt højere grad skal begynde at tænke i bofællesskabslignende småsamfund, hvor børn render ud og ind hos forskellige familier, hvor der findes små nærinstitutioner med børn i mange aldre. Der må findes en bo- og familieform, som kan passe sammen med karriere, interesser og personlig udvikling.

Det vil være skønt at få sådanne gode eksempler mere frem. Lad os få nogle succeshistorier på banen!

Mediernes magt

Inspireret af afskaf provinsen som maner til orden blandt medierne i form af ikke at misbruge deres rettigheder, vil jeg lufte min bekymring for mediernes magt i forhold til politikkere som er baseret på egne holdninger og journalistisk manipulation fremfor at repræsentere et bredt udsnit af borgere og ikke kun de underholdningstrængende.

Professor Erik Albæk, Center for Journalistik skriver som indledning til kurset medier og politik:

Selv om medierne ikke er nævnt i grundloven og derfor ikke i konstitutionel forstand udgør en institution, så er de i konkret forstand en ”fjerde” statsmagt, uden hvilken det ikke ville være muligt for de øvrige politiske institutioner at fungere. Det er gennem medierne, at befolkningen informeres om politikernes opfattelser og adfærd. Det er gennem dem, politikerne holder sig orienteret om befolkningens holdninger og synspunkter. Og det er i vid udstrækning gennem medierne, at de politiske aktører – politikere og embedsmænd på forskellige niveauer, interesseorganisationer, eksperter og domstole – informeres om hinandens gøren og laden. Vi vil i dag ganske enkelt ikke kunne forstille og et moderne demokrati uden medier.

Medierne taler ikke for mig. De ved ikke, hvad mine holdninger og synspunkter er. Det laver højst en lille opinionsundersøgelse ved at spørge et par tilfældigt forbipasserende: "synes du børn skal have gratis skolemælk?". Der findes journalister og professionelle som er opmærksomme på dette. Marianne Hansen fra Center for Journalistisk kompetenceudvikling skriver at

Den professionelle undren over, at mennesker ter sig anderledes end forventet, er udtryk for, at afstanden mellem på den ene side beslutningstagerne, eksperterne og journalisterne som deres meningsformidlere og på den anden side borgerne bliver stadig større. Og den ubehagelige kendsgerning bør tages seriøst på redaktionerne.

Det samme bør det problem, at mediernes indhold ikke opleves som vedkommende og nærværende for en stadig større del af borgerne. Kun godt halvdelen af alle danske husstande holder i dag en avis.

Marianne er fortaler for public journalism, hvor journalisten i højere grad bruger borgere som kilder. Men journalister er bange for at miste deres princip om uafhængighed. Den uafhængighed, som gør at journalisten ikke taler på mine vegne og allerværst, når han tror, at han taler på mine vegne ved at være underholdende og dramatiserende.

Der findes princippet om den journalistiske uafhængighed. Men vi ved alle at journalister er styret af at finde den gode historie, at vinkle virkeligheden, så den sælger bedre. Overskrifter og programmer skal sælge, underholde, fascinere. Underholdningsværdien er blevet en vigtig markedskraft i søgen på at fange læsere, seere og lyttere ind.

Man kan påstå at underholdning - som ses i det stigende antal af underholdningsprogrammer og den dramatiserende journalistik er en måde at please den brede befolkning. Men jeg mener, at journalisten netop skal undgå at falde i underholdnings- og dramafælden og bevare en sund kritisk holdning.
Hvor er den kritiske journalist blevet af?

Journalistikken og medierne arbejdsform er blevet forenklet og enkeltstående dramaer blæses op.

Den udvikling er et resultat af, at tv i USA styres af markedsmekanismer, og man derfor har en tv-industri, der er bange for at kede sit publikum. Når markedskræfterne får lov til at bestemme, hvad der er godt tv, bliver følgen en slags uerkendt censur: Kun historier, der kan leve op til kravet om fascination, bliver produceret. Om historien er vigtig eller væsentlig, det spiller ikke nogen rolle i forhold til dens underholdningsværdi. (Nancy Graham Holm: “Gå ikke i USA’s fodspor”, Journalisten, nr. 8, 1999)

Hvem gider at læse om det som går godt, den almindelige? Det er klart at der er et journalistisk dilemma her. Men der er også en lang række af tabte læsere, som ikke gider medierne mere.Men min bekymring retter sig særligt mod politikernes forsøg på at please deres vælgere ved kaster sig over dramatiserede enkeltsituationer, som har fået stor opmærksomhed i medierne.

Jeg vil påstå at mediernes stærke fokusering på kriminelle indvandrere har givet en skævvridning af billedet på den almindelige indvandre eller nydansker. Dette har været grobund for Dansk Folkeparti og givet anledning til øget stigmatisering af nydanskere. Hvis det i begyndelsen var svært at føle sig accepteret i Danmark, så er det i alle fald ikke blevet lettere.

Jeg maner til større samfundsmæssig og menneskerettighedsmæssig ansvarlighed hos både politikere og journalister.

Mænd og kvinder

Jeg undrer mig over, hvor stor afstand der egentlig er mellem mænd og kvinder. Som to forskellige væsner. Kloder der cirkulerer rundt om hinanden. Den evindelige diskussion om, hvem der fører an i dansen.
Da jeg var midt i 20'erne gik det op for mig at mænd også var mennesker. At de også havde svagheder. Indtil da havde mænd for mig en aura af selvberettigelse, selvfølgelighed og en selvsikker ret. Jeg troede, det handlede om at tilfredsstille manden og håbede på, at han så også ville være interesseret i at tilfredsstille mig.
Det var selvfølgelig min opdragelse, min moder som offer og backing group som var forbilledet. Min fars selvsikre væren, min mors manglende selvværd og selvfølelse.
Det er svært at bryde disse mønstre. Jeg tenderer til at tænke på andre før mig selv og på samme tid så sætter jeg mine egne behov først. Jeg vil gerne please andre og bliver irriteret når mennesker ikke giver mig plads nok. Jeg pendler mellem selvtilfredshed og selvopofrelse.
Jeg tvivler ikke på mit værd, men holder mig tilbage fra at føre mig selv frem. Jeg venter stadig på at blive opdaget. Jeg kan sagtens fortælle om mit værd... når det kræves.
Jeg føler stadig, at det er en mandsverden, selvom kvinderne nu i høj kurs på mange fronter. Hvis en kvinde græder, så bliver hun anset for at være svag. Når jeg græder af frustration eller vrede, så er det jo bare min biologi som udtrykker sig. Lige så tydeligt som mandens libido viser sig, når han er lysten, lige så tydeligt taler min biologi sig ved følelsesudbrud.
Jeg har ikke tænkt mig at tæmme mine følelser for at opnå respekt. Jeg vil respekteres og ikke minimeres fordi jeg har tydelige tegn på følelser. Jeg vil ikke gøre mig kold, jeg vil holde mig varm. Er kvinder i ledende stillinger kun respekterede, når de gør sig til mænd?
Jeg tror vi stadig har en del at lære. At der ikke kun er en der fører i dansen, men at vi føler os ind på hinanden, at vi både fører og bliver ført - uden skelen til hvem der manden og hvem der er kvinden. At det vi har til fælles er vores menneskelighed og at rollerne kan brydes.

100 Ting

1. Jeg drikker meget Cola Light - for meget
2. Jeg har den mest vidunderlige kæreste
3. Jeg er bosat i Birkerød
4. Jeg arbejder med undervisning
5. Jeg har ingen kæledyr
6. Jeg kan lide at ride
7. Jeg hader al anden sport
8. Jeg kan ikke lide at gøre rent
9. Jeg elsker at have et rent hjem, men har det sjældent.
10. Jeg er begyndt at kunne lide at lave mad
11. Jeg elsker at spise god mad
12. Jeg kan lide at male med akryl
13. Jeg kan lide at spille teater
14. Jeg synes det er sjovt at undervise
15. Jeg elsker europæiske film
16. Jeg elsker især engelske krimi - både nyere og ældre
17. Jeg har har en gedigen DVD-samling
18. Jeg drømmer om at få en bolig med lille have og pejs
19. Jeg har næsten kun været på ferie i Europa
20. Jeg hader fordomme
21. Jeg synes ikke om mediernes måde at skrive på - det er fordummende
22. Jeg synes ikke om politik, men har trods alt politiske holdninger
23. Jeg synes ikke om religion, men har en åndelig indstilling
24. Jeg tror på at væren og nærvær er det højeste man kan opnå
25. Jeg har rigtig gode venner
26. Jeg har ikke den store familiefølelse
27. Jeg har gået i terapi, men det er ikke det som har forandret mig mest
28. At møde Isaac Shapiro gennem Satsang er det som har forandret min måde at tænke og leve på mest.
29. Jeg interesserer mig for kunst - mest abstrakt kunst
30. Jeg kan lide at skrive historier
31. Efteråret er min yndlingsårstid
32. Jeg elsker når der er sne om vinteren
33. Jeg kan lide at småpusle med planter
34. Men jeg snakker ikke med planterne
35. Jeg elsker at få massage og afspændingsbehandlinger
36. Jeg kan faktisk også godt lide at give massage og psykomotoriske afspændingsbehandlinger - bare jeg også får lidt selv ind imellem
37. Jeg tager let på i vægt, men kan også godt tabe det igen, hvis jeg orker
38. Jeg er uddannet afspændingspædagog
39. Jeg er uddannet massør og massageinstruktør
40. Jeg har læst kommunikation og pædagogik på RUC
41. Jeg har taget første del af en projektlederuddannelse
42. Jeg kan lide at sove længe om morgenen.
43. Jeg elsker at synge, at give min stemme fuld power.
44. Jeg kan spille guitar, men får ikke øvet mere
45. Jeg spiller også percussion og trommer, der er en særlig primærfølelse i rytmer
46. Jeg har spillet i et band, som både har heddet Platform, Pies in Disguise og Mizignition.
47. Jeg har synger i et gospelkor og indimellem sunget som solist
48. Min yndlingsmusik er musik af Philips Glass, salsamusik og worldmusic f.eks af Mari Boine.
49. Jeg synes bedst om litteratur, som viser mig nye sider af samfundet, menneskelivet og verdenen.
50. Jeg hader at skulle forholde mig til skatteforhold
51. Jeg hader at skulle forholde mig til regninger
52. Jeg kan ikke holde styr på datoer
53. Jeg glemmer alles fødselsdage (på nær min kæreste og min brors)
54. Jeg får aldrig sendt julekort
55. Jeg har svært ved at huske navne
56. Jeg har som barn lært at fiske
57. Og at stryge rejer (gør man overhovedet det mere?)
58. Jeg er et skovmenneske, ikke et havmenneske
59. Jeg er begyndt at blive glemsom - almindelige ord som coctailtomater - kan forsvinde totalt
60. Jeg synes at buddhisme er et godt alternativ til religion, men dyrker det ikke selv
61. Jeg er nysgerrig over for andre kulturer og holdninger
62. Hvis jeg bliver alene som gammel vil jeg købe mig en campingvogn og leve der til jeg dør.
63. Jeg vil gerne dø en lun dag med spredte skyer, hvor jeg falder om i min lille have og ser op i himmelen.
64. Jeg vil gerne prøve at flyve i en luftballon
65. Jeg er født i 1965
66. Jeg er ikke specielt glad for børn med mindre de er stille, rolige og kloge
67. Jer er ikke vild med forældre, som ikke sætter grænser for deres børn
68. Som man nok kan gætte så har jeg ingen børn og ønsker ikke børn
69. For mig har elskov langt mere at gøre med nærvær og nærhed end stillinger og eksperimenter
70. Jeg har skrevet digte i min ungdom, som stadig ligger min skrivebordsskuffe
71. Jeg er 163 cm høj - uden sko
72. Jeg vejer ca. 72 kilo - om morgen efter toiletbesøg, inden morgenmaden og uden klæder
73. Jeg har en timeglasfigur
74. Jeg har aldrig haft en flad mave - heller ikke da jeg bare vejede 57 kilo
75. Jeg gider ikke anstrenge mig for at få en flad mave
76. Jeg orker ikke leve op til det slanke kvindebillede og synes heller ikke det bør være nødvendigt
77. Jeg har engang vejet 84 kilo
78. og var ikke bange for at være croquismodel
79. Jeg er begyndt at mærke alderen på min halvslappe hud
80. Jeg har altid glædet mig til at blive ældre
81. Jeg synes rynker er fantastiske og karakterskabende
82. Jeg synes vi skal holde op med at rose hinanden for at se unge og slanke ud
83. Jeg er overordnet tilfreds med min krop
84. Jeg elsker science fiction - især Star Trek
85. Jeg er interesseret i teknologiske fremskridt
86. Jeg er fascineret af kvantemekanik
87. Jeg er ikke tekniknørd - vil helst have en simpel mobiltelefon
88. Jeg frygter demens - det er for mig det værste der kan overgå et menneske
89. Jeg har intet behov for at leve for evigt
90. Jeg synes at 80'erne var et hæsligt, mørkt og koldt årti
91. Jeg er nøgtern
92. Jeg er realist
93. Jeg er ikke sentimental
94. Jeg er nysgerrig
95. Jeg er udtryksfuld
96. Jeg er stædig
97. Jeg er varm
98. Jeg har gå-på-mod
99. Jeg vil gerne udvikle mig
100. Jeg er optimist

Hvorfor wonderwoman?

Jeg har den seneste tid haft glæden af at læse forskellige blogs da jeg gennem mit arbejde har søgt at få kontakt til bloggere. Det gav mig lysten til at prøve at udtrykke min undren over forskellige ting her i livet. Ordet wonderwoman kom af at jeg ville finde et ord, som dækkede over det at undrer sig. Så synes jeg godt om dobbeltheden i udtrykket wonder, som også signalerer noget fantastisk, vidunderligt :-).

Jeg synes, vi undrer os alt for lidt. Jeg undrer mig f.eks. over, hvor let vi manipuleres af politiske budskaber. Tag for eksempel Anders Foghs retoriske kneb med at kalde specialister for smagsdommere. Hvem undrede sig over dette politiske greb? Adskillige specialister blev fyret. Hvorfor? Fordi de havde en mening? Næppe. Vel i højere grad fordi de havde meninger, som Anders Fogh og co. ikke delte. Lad os rydde disse specialister ad vejen, som ville kunne kritisere tiltag som Venstre og co. ville indføre. Så er der frit spil for at nedgøre specialisters udtalelser og for at rydde opbygget viden og erfaring ad vejen. Hvorfor? Jo, så er der ingen der behøver at tænke tiltag igennem og stille kritiske spørgsmål - eller hur?

Det var de første tanker og undren som wonderwoman ville dele med omverdenen!